OM RY DANS
HOLDET BAG
Ry Dans er en ny lokal danseforening, der blev stiftet den 27. marts 2026. Bag foreningen står tre lokale kvinder, som kender hinanden fra foreningslivet og mange års fælles glæde ved dans. Sammen deler vi en brændende passion for at skabe et varmt og inkluderende fællesskab, hvor dans er omdrejningspunktet. Målet er at tilbyde dansehold til alle aldre, så både børn, unge, voksne og seniorer kan opleve bevægelse, musik og samvær i trygge og hyggelige rammer.

Forperson & instruktør
Randi Lilly Nyegaard
Randi er uddannet lærer og cand.pæd.soc. Når hun ikke er på barsel, arbejder hun som speciallærer. Hun har mange års erfaring fra foreningslivet som både instruktør og bestyrelsesmedlem – og er kåret som Årets DGI Danseinstruktør 2026. Som forperson vil hun gerne sikre dygtige instruktører, tydelig kommunikation, og at foreningens vision leves ud på alle hold. Hun er en rigtig "Ry-pige", født og opvokset her og har sammen med sin kæreste købt sit barndomshjem, hvor de bor med deres datter på 2 år og en lillesøster født her i sommerferien.

Bestyrelse & hjælpeinstruktør
Caroline Bormlund Rohde
Caroline er uddannet jurist med speciale i skatteret. Når hun ikke er på barsel, arbejder hun som skattekonsulent hos KPMG, sideløbende med en ph.d. ved Aarhus Universitet. Hun har ansvar for foreningens juridiske grundlag og sikrer korrekte ansættelsesaftaler, vedtægter, handelsbetingelser og forsikringsforhold. Hun har blandt andet bestyrelseserfaring fra grundejerforening. Caroline er en "klassisk tilflytter", for sammen med sin mand er hun flyttet hertil fra Aarhus og bor nu i Kildebjerg med deres søn på 2,5 år og lille datter på 7 måneder.

Bestyrelse & kasserer
Maj Siim
Maj er uddannet økonom og har mange års erfaring som økonomiansvarlig i både IT-branchen og forsyningsbranchen. Hun varetager foreningens økonomi fra A til Z – herunder bogholderi, budgetlægning, lønudbetaling og den daglige økonomiske drift. Hun har desuden flere års erfaring fra det lokale foreningsliv som både bestyrelsesmedlem, instruktør og frivillig i forskellige sammenhænge. Maj er født og opvokset i Ry og er vendt retur som voksen. Nu bor hun her med sin mand, to teenagere og to hunde.
Vores instruktørteam

Trine Munkvad underviser på Børnedans 3-5 år

Lærke Rønde Andersen underviser på Dance Stars 2.-3. kl., Showtime 4.-6. kl. og Groove & Flow 7.-9. kl.

Kristine Haahr underviser på Hit Fit Dance
Eva Schmidt underviser på Seniordans
Choreo Class 16+
Choreo Class 16+ er vores hold for dig, der elsker at danse og gerne vil udvikle dig i et inspirerende og varieret danseunivers. Holdet har skiftende undervisere gennem sæsonen, som hver især bringer deres egen stil, energi og koreografi ind i salen. Det betyder, at du bliver udfordret bredt, får nye input løbende og udvikler både din teknik, musikalitet og dit personlige udtryk. Holdet er for dig, der måske har gået på danselinje, til rytmegymnastik eller har danset i mange år – men også for dig, der elsker at bevæge dig, lære nyt og være en del af et fedt fællesskab omkring dans. Niveauet er letøvet/øvet, men det vigtigste er lysten til at lære og udvikle sig.
Her er teamet for efteråret 2026

Simone Fischer underviser HipHop/House

Monica Copeland underviser Jazz/Moderne og HipHop flow

Alberte Bliddal underviser Girly Hiphop/Commercial

Frederikke Pi underviser Contemporary/Floorwork
HAR DU LYST TIL AT VÆRE MED?
Der er altid plads til flere frivillige hænder. Alle bidrag betyder noget, så skriv gerne, hvad der er muligt for dig, og hvad du har lyst til at byde ind med. Vi er også meget interesserede i dig, som vil undervise et dansehold. Der tilbydes løn og en unik mulighed for at være med til at forme en helt ny danseforening, hvor instruktørernes idéer, erfaring og personlige stil er i centrum.